Der afholdes 2 årlige fester: forårsfest og høstfest.
Den bestilte buffet eller den medbragte mad indtages i en skøn forening af snak, sang og musik, og bagefter er der lejlighed til at byde naboen op til dans.
Til forårsfesten er der som regel optræden af lokale aktører. Til høstfesten er høsttalen altid et muntert indslag.
Til disse 2 fester vælges der en festkomité, som består af fire husstande, hver husstand vælges for et år ad gangen.
Derudover afholdes forskellige arrangementer, som byder på oplevelser og hyggeligt samvær. Det kan være en aften med fællessang, foredrag eller en aften med buffet og underholdning.
Der omdeles et årsprogram hvert år i august måned, og enkelte arrangementer annonceres i den lokale avis.
En anden vigtig del af forsamlingshusets virke er udlejning.
Man kan leje forsamlingshuset, når der skal være fest i familien eller til andre lejligheder, der kræver mere plads, end man har derhjemme.
Huset er fuldt udstyret med plads og service til ca. 100 personer. Der er også udlejning af stole, borde og service.
Skørring Forsamlingshus er, og bør være, et samlende punkt for by og land. Det er her, man kan møde folk, som man ellers ikke helt ved hvem er. Det er også her, der er mulighed for at afprøve lysten til at optræde på de skrå brædder i årets dilettant. Det er faktisk en vældig god måde at lære andre mennesker at kende på.
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen.
Dette foregår på generalforsamlingen i januar, som behørigt starter med et bankospil, hvor alle kan være med. Bestyrelsen modtager gerne gode ideer og forslag. Det kunne være et foredrag, sang & musik, rejseoplevelser eller andet, der kunne have andres interesse.
Vel mødt i Skørring Forsamlingshus!